Ejle spredes i Sybergland
Det er et spændende værk af Fritz Syberg som er præsenteret til formidlingssalg i Prime Art. Værket er gengivet i sort/hvid i bogen ”Fritz Syberg – Et billeværk med indledning af Hermand Madsen 1937” på side 43. Det er stort 144×187 (rammens mål).
Motivet ”Der spredes ajle” er med ”Sybergland” i baggrunden, altså set mod nord.
Sidst vist i Stockholm i 1938
Maleriet var sidst med på Fritz Sybergs store retrospektive udstilling i Stockholm i 1938, hvor det er medtaget i kataloget som no. 30 ”Det gödslas”. I kataloget er det beskrevet som ”tilhørende Carl och Gustav Petersen, Aalborg”.
Det er lidt sjovt, for på bagsiden af blindrammen er også skrevet ”Tilhører Fru Giersing”, som jo er Fritz Sybergs datter ”Besse” (Johanne, 1896-1944), og som netop en periode var på Aalborg Teater. Måske har Besse solgt billedet til brødrene Carl og Gustav Petersen, som drev kunsthandel i Aalborg, og som Fritz Syberg handlede med og nævner i flere breve.
Med på “Den frie” i 1937
Forinden Stockholm var værket også med på Fritz Sybergs store udstilling på “Den Frie” i februar 1937, og hvor til det sikkert er blevet færdiggjort. Det var der udstillet som katalognummer 48 betegnet “Ajlevognen”. Værket blev formodentlig solgt i Stockholm i forbindelse med udstillingen i 1938.
Det har så vidt vides ikke siden har været i Danmark – altså før nu.
21 år under vejs i Sybergs alelier
Det er interessant, at billedet har været undervejs i Sybergs atelier helt fra 1916 til færdiggørelsen i 1937, altså i 21 år. I et brev fra Fritz Syberg til Johannes V Jensen og hustru Else fra 1934 skriver Syberg bl.a.: “…Jeg maler for Tiden paa nogle meget store Lærreder som har været i Gang siden 1916-18…” Brevet er i Det Kongelige Bibliotek “uden viden om hvilke malerier der er tale om” – Dette med Ajlevognen kunne sagtens være et af de i brevet omtalte.
Det er kendt, at Syberg genoptog arbejdet med sine store oliebilleder over flere år, men denne horisont på 21 år må være den længste produktionsperiode for et værk af Syberg?
Sybergs priser var meget høje i 1937
Lidt om priser…: Det er velkendt at Johanns Larsen og Fritz Syberg blev to af datidens højest betalte kunstnere. På Sybergs store udstilling på “Den frie” i 1937 blev der udstillet 106 oliebilleder.
Af disse var 93 til salg. Den gennemsnitlige pris på oliebillederne var 7.600 Kr. Den pris ville i dagens værdi svare til ca. 300.000 Kr.
Det dyreste katalognummer 43 – Et stort værk på 180×282 cm. betegnet “Pløjejorden” kostede 25.000 Kr. – Det svarer til en dagspris i 2024 på rundt regnet 1.000.000 Kr. -EN million!
Kilde til beregning: Danmarks statistik
Link:
Der er mange skønne fotos på nettet af ajlevognen i brug. Se f.eks. dette på arkiv.dk.

Reinholt Poulsen, karl på gården “Bødkersholm” i Gudum kører ajle (gylle) på marken. Foto 1930’erne fra arkiv.dk
Til eftertanke:
At sprede ajle (gylle) med sne på marken går ikke i dag – men dengang var mængderne unægtelig også mere bæredygtig.
Vi har set, hvor galt det er gået, når alt for meget kvælstof på markerne siver ud og dræber livet i de ferske og salte vande.
Men for planterne leverer gyllen også den livgivende kvælstof. Dermed repræsenterer “Ajlevognen” både død og liv og leder tankerne hen på den store udstilling “Fritz Syberg. Livet vil!” som i perioden 16.1.24-26.01.25 var på Johanes Larsen Museet i Kerteminde.